Afdrag

Afdrag er et udtryk for de beløb, som etapevis betales tilbage på et lån. Når du tager et lån, aftales det på forhånd, hvor store beløb der skal betales tilbage ad gangen og med hvor store tidsmellemrum.

Afdragenes størrelse bliver besluttet ud fra din økonomiske kapacitet – altså, hvor meget banken og du vurderer, at du er i stand til at betale tilbage ad gangen ud fra din nuværende, og forventede fremtidige, økonomi. Har du en høj indkomst kan du nemt betale store afdrag, og dermed afvikle din gæld hurtigere, end hvis du har en lav indkomst. Dermed er afdragenes størrelse også en bestemmende faktor for lånets løbetid, altså hvor lang tid det vil tage låntager at betale lånet tilbage. Oftest er det omkostningsmæssigt smartest at betale store afdrag med en kort løbetid, hvis du kan, da en kortere løbetid ofte betyder færre renteomkostninger.