Langå Sparekasse

Besøg Langå Sparekasses website: http://www.langspar.dk/


Fra http://www.langspar.dk/Default.aspx?ID=140:

Langå Sparekasses historie

Materiale til nedenstående historiske tilbageblik er hentet i de to jubilæumsskrifter fra henholdsvis 1972 og 1997.


Sparekassens kontorsted 1920, Bredgade 23

Lidt om sparekassernes oprindelse
De danske sparekasser har deres oprindelse i året 1810, da Sparekassen for Holsteinsborg gods oprettedes, som et led i oplysningstidens stræben efter at forbedre den almindelige velstand.

Selve sparekassetanken har sin oprindelse i tyskland i slutningen af det 18. århundrede. Således kender man til sparekasser i Kiel og Altona fra henholdsvis 1796 og 1801, et område der hørte ind under det danske monarki.

Der var kraftig økonomisk depression umiddelbart efter Napoleonskrigene. De danske papirpenge var svunden i kurs, så de dårligt var det papir værd, de var trykt på. I handel repræsenterede sedlerne 1/112 af deres pålydende. Disse tilstande prægede hele landet. Der var ikke dækning for de udstedte pengesedler. Man forsøgte indtil 1811 at indfri forpligtigelserne, men stigende skatter og lån uden sikkerhed førte til statsbankerotten i 1813.

Alt var kaos, ingen havde tillid til penge, og kun naturalier var anerkendt betalingsmiddel. Den nye Rigsbank udstedte rigsbankdalere, og tidligere kurantsedler blev nedskrevet til en tiendedel af deres værdi. Tilstandende forværredes. Kornpriserne faldt katastrofalt i 1818-19, og mange bønder måtte gå fra deres gårde, og andre handlede dem væk for et pund tobak. Rigsbanken omdannedes til Nationalbank i 1818, men mistilliden fortsatte.

Alle disse forhold skabte fattigdom. Befolkningen led store afsavn, men samtidig lærte det folk at spare. Navnlig landbefolkningen var vant til, fra gammel tid at lægge lidt til side på kistebunden, og de nyoprettede sparekasser gav en vis tillid til, at de meget få dalere, der kunne afses, måtte spares op i »kassen«. Tilliden opstod, fordi det var lokale foretagender. Det var mænd fra sognet alle kendte, og som nød agtelse af befolkningen. Der opstod nu flere sparekasser rundt om i landet. Efter Holsteinsborg i 1810 kom en sparekasse i Odense i 1816, hvor om det hedder »efter Kiels og flere Stæders eksempel oprettes en Spare- og lånekasse.«

Den landsfaderlige regering så med tilfredshed på denne bevægelse. Folk blev dygtigere, landmændene lærte at fremstille bedre og renere produkter, og afsætningerne forøgedes. Navnlig i slutningen af Frederik den sjettes regeringstid bedredes tiderne. Denne udvikling fortsattes i fyrrerne. Folk satte penge i sparekassen, og sparsommelighed var også dengang en borgerdyd.

Treårskrigen fra 1848 gav igen et knæk i tilliden, men ikke mere end man igen efter krigen fik fornyet økonomisk fremgang. Industri og handel blomstrede. Der blev anlagt nye veje og jernbaner. Handel med udlandet blev intensiveret. De store guldfund i Australien og Californien mærkedes også i den gamle verden. Grundloven havde givet gode kår og tilliden til vort pengesystem var urokkelig. Efter krigen i 1864 mærkedes tabet af Sønderjylland, men få år efter var der trods alt igen fremgang. Nu greb det for alvor om sig med oprettelse af sparekasser.

Rundt om i landet, især i de større byer, blev der fra 1820 og fremefter oprettet mange sparekasser, men nu greb det også om sig i de mindre sogne. I tiden fra 1864 og fremad er langt de fleste sognesparekasser oprettet i Danmark.

Sparekassens stiftelse
Egnen omkring Gudenå har helt siden istiden været et beboet og udviklet i område, hvor skiftende slægter i århundreder har udfoldet sig. Et udpræget landbrugsområde med centrum for egnen omkring Sdr. Vinge og Torup. Først efter jernbanens anlæggelse i 1864 begyndte Langå stationsby at dukke op i historien. Det nu benævnte Gl. Langå har dog rødder så langt tilbage som Danmarkshistorien rækker.


Sparekassens lokaler 1935, Bredgade 18

Det er da også naturligt at tanken om oprettelse af en sparekasse i sognet opstod i Torup.

En kreds af mænd samledes i Torup skole og under navnet Langå Pastorats Spare- og lånekasse, stiftedes sparekassen den 11. december 1872.

Det var lærer P. Nielsen, Torup, der var initiativtageren. Både mænd fra Sdr. Vinge, Torup og Langå var samlet, og man enedes om at vælge en bestyrelse, at lave udkast til love og få nedfældet en formålsparagraf.

Til den første bestyrelse valgtes:
Som formand og kasserer lærer P. Nielsen, Torup i øvrigt fra Torup, Anders Bak og Niels Nielsen. Fra Vinge P. G. Thaarup, fra Rønge Jens Bak og fra Langå Kr. Villumsen, Kr. Nielsen, Jens Pedersen samt Jens Kristensen, Søgård.

Sparekassens formål var, som der står i den gamle protokol: »Ved mindre indskud og udlån at opspare og udlåne småsummerne til fordel og nytte for pastoratets beboere«.
Man ved ikke nøjagtig, hvor ofte sparekassen var åben, men man skiftedes imellem skolestuen i Torup og Langå med kontordage. I Torup havde man skolestuen som ekspeditionssted, og i Langå var det den gamle gæstgivergård i Gl. Langå, hvor nu Aktiv Super er beliggende, der lagde lokaler til.

Sparekassens stifter, lærer P. Nielsen, Torup, fratrådte efter eget ønske formandsposten, allerede året efter stiftelsen, og den 27. maj 1873 valgtes i stedet gårdejer P. G. Thaarup.
De ved stiftelsen vedtagne love for sparekassen var på flere områder utilstrækkelige. Bestyrelsen havde kautioneret for sparekassens grundkapital, men da man nu havde tilstrækkelige midler til selvfinansiering, ønskede man denne kaution ophørt. Rigsdagen havde vedtaget en lov for sparekasser. Denne lov af 28. maj 1880, gav faste retningslinier for sparekassevirksomhed, og ved en ekstraordinær generalforsamling d. 4. maj 1881 vedtogedes nye »præmisser« for Langå Spare- og lånekasse af 1872.

Det væsentlige i loven er bestemmelsen om, at det ikke mere er aktionærerne, der danner generalforsamlingen, men at alle i sognet boende mænd, der ikke har under 1 td. hartkorn, og som har rådighed over deres bo, kan møde til generalforsamlingen og er valgbar til bestyrelsen. Indtil nu var Torup hovedsæde for Sparekassen. Alle generalforsamlinger blev afholdt her, men efter de nye loves vedtagelse begyndte man at skifte imellem Langå og Torup til afholdelse af generalforsamlinger. P. G. Thaarup var formand indtil sin død i 1885. Han afløstes af gårdejer Laust Pedersen, Torup, der var sparekassens formand indtil 1901.

I årene indtil århundred-skiftet er der flere gange likviditetsvanskeligheder i sparekassen. De skiftende bestyrelsesmedlemmer må flere gang personlig indskyde passende beløb for at klare vanskelighederne. Alt i alt er der dog af og til overskud på regnskaberne. Således er der bl.a. i året 1889 et overskud, så man kan udbetale til arbejdsløse i kommunen kr. 60,- og til bogsamlingen kr. 12,-.

Det samme år er der likviditetsoverskud, man har således vedtaget at sætte kr. 5.000,- i Handelsbanken i Randers og købe Jydske Kreditobligationer for kr. 9.000,-. Der er nu åben i Langå den første tirsdag i hver måned og i Torup den tredje tirsdag i hver måned.
I 1901 valgtes gårdejer Søren Pedersen, Hollerup til formand. Han afløstes i 1903 af gårdejer Søren Kristensen, Langå.

Der er nu fortsat fremgang. Op til første verdenskrig er der pengerigelighed også i sparekassen. Der indkøbes yderligere obligationer, og af overskuddet kan nu udloddes f.eks. ærespræmier på dyrskuerne og formanden kan få mere i løn. Flere foreninger i pastoratet betænkes med mindre beløb i tilskud.

I 1917 bliver formanden afløst som regnskabsfører og kasserer af en lønnet kasserer, og sparekassen er nu ved at tage form som et institut, man må regne med.

Nye forretningsområder – men det løber løbsk
I 1918 vil man i forening med sparekassen have oprettet en bankafdeling, og man nedsætter et udvalg til at arbejde med sagen.

Dette udvalg henstiller til generalforsamlingen at indføre sådanne funktioner i sparekassen, at man delvis kan gøre bankforretninger. Derfor vedtages det i 1918 at udvide virksomheden til at give udlån på veksler, at indføre checkkonti, og at holde åben i Torup 1 gang hver måned og 2 gange om ugen i Langå. Det går nu godt. På et år stiger indlånet fra 86.000 til 150.000,- egenkapitalen er 11.000,- kr. og bestyrelsen vil søge om tilladelse til, at kassen overgår til et aktieforetagende. Landmandsbanken i Randers er interesseret i fusion, men generalforsamlingen maner til forsigtighed og foreslår uændret status.

Det er nu ved at løbe løbsk, man har udvidet mere end kassen kunne holde til. 2 af bestyrelsesmedlemmerne skal møde på sparekassens kontor for at kontrollere virksomheden hver 14. dag. Man må holde igen. Nye veksler kan ikke diskonteres. Alle gældsbeviser skal gennemgåes, og forfaldne lån overgives til inkasso hos sagfører, og der ansættes en regnskabskyndig mand til at søge til bunds i forholdene.

Men alt det var ikke nok. Sparekassen måtte lukke. Indskyderne kunne ikke få deres penge, og utilfredsheden bredte sig blandt beboerne. Sparekassens bøger blev indkaldt til kriminalretten i Viborg, og hele bestyrelsen blev sat stævne imellem jul og nytår 1920. Indskyderne var repræsenteret ved mødet uden dog at være indbudt. Bestyrelsen ville erklære kassen konkurs, men indskyderne ville drage bestyrelsen til ansvar for sparernes tilgodehavende. Lange og alvorlige forhandlinger resulterede i bestyrelsens tilsagn om skadesløs garanti for indskyderne.

Rekonstruktion – man begynder på en frisk
Der er nu stille om sparekassen i vinteren 1921, men kun udadtil. Man arbejder på at rekonstruere det før så agtede lokale pengeinstitut. Der tages initiativ til at begynde på en frisk. Den 18. marts 1921 samledes derfor 30 mænd på Hotel Langå for. at søge sparekassen genåbnet. Sparekassedirektør Enslev, Landbosparekassen i Randers, var blandt initiativtagerne. Han gav meddelelse om, hvad der var passeret og foreslog, at man startede på ny. Direktør Enslev gav forslag til nye vedtægter, og lovede Landbosparekassens støtte i starten.

Den rekonstruerede sparekasse var en realitet. En ny bestyrelse blev valgt til at føre Sparekassen videre og at få de nye vedtægter stadfæstet i sparekasseinspektionen og handelsministeriet.

Randers Amtsavis skriver den 29. januar 1921:
Sparekassefallit’en i Langaa er ordnet. Fallitboet overgaar til en nydannet Sparekasse.
For nogen Tid siden paabegyndtes, som det vil erindres, Skiftebehandling i den fallerede Langaa Sparekasses Bo med Direktør Enslev, Landbosparekassen i Randers, og Sagfører M. Mikkelsen som Kuratorer:
Skiftebehandlingen er imidlertid bleven afbrudt, idet der er stiftet en ny Sparekasse, som med Randers Landbosparekasses Garanti hos Handelsministeriet har faaet udvirket Tilladelse til at den den gamle Sparekasse overgaaende Konkurs må hæves, og at Boet udleveres den nye Sparekasse til fri Raadighed. Herefter vil Sparerne kunne faa deres penge gennem den nye Sparekasse.

Randers Dagblad skriver den 2. april 1921:
Den nyoprettede Sparekasse har valgt følgende Bestyrelse:
Kommissionær S.Andersen, Langaahus (Formand)
Mejeribestyrer Christiansen, Langaa (Regnskabsfører)
Købmand Søndergaard, Langaa
Kommunekasserer, Sognefoged Chr. Andersen, Langaa
forhv. Folketingsm. P. E. Hansen, Langaa
Proprietær Thomsen, Langaasøgaard, og
Gaardejer Fr. Skovborg, Langaa Mark.

Kontortiden fastsattes til een gang om ugen i 2 timer. Sparekassens navn ændredes til »Sparekassen for Langå og omegn«. En rolig og naturlig udvikling præger nu de følgende år. En støt udvikling med mindre indskudsfremgang og pæne overskud er karakteristisk for Sparekassen fremover.

Bestyrelserne skifter, mange mænd i sognet har sat deres præg på den gode udvikling. Således må nævnes gårdejer Niels Bonde, der indvalgtes i bestyrelsen i 1925, og som senere skulle gøre sig gældende som sparekassens formand. Fabrikant Jens Friis kom i bestyrelsen i 1926, men var allerede tidligere med i billedet, bl.a. som garant ved rekonstruktionen. Han var også med, som valgt af indskyderne, ved det bevægede Viborg-møde i kriminalretten, hvor han sammen med fabrikant Otto Winther talte sparernes sag imod bestyrelsen. Hans indflydelse på Sparekassen for Langå og omegn, fra han indtrådte i bestyrelsen i 1926, til han på grund af alder trak sig tilbage i 1964, vil stå som et eksempel på en mand, der gik ind til en gerning med pligtopfyldelse og trofasthed.

I 1937 kom en ny sparekasselov. Den omhandlede bl.a. forholdet imellem bestyrelse og daglig ledelse af sparekasserne. Formand og bestyrelsesmedlemmer kunne ikke længere være i direktionen, og dette berørte Jens Friis og Chr. Christiansen. De udtrådte af det i loven benævnte tilsynsråd, og dannede direktionen i Sparekassen for Langå og omegn. Til ny formand valgtes købmand J. Jensen, der blev siddende som formand indtil sin død i 1953.

Niels Bonde blev herefter formand, indtil han efter eget ønske og på grund af alder overlod formandsposten til købmand Otto Sørensen i 1959. Otto Sørensen var formand, indtil han valgtes til direktør i 1964, som afløser for direktør Jens Friis, der trak sig tilbage på grund af alder. Otto Sørensen fik desværre en alt for kort gerning som direktør. Han døde i 1965. Tømmerhandler Karl A. Friis afløste Otto Sørensen som formand og bliver kortvarigt afløst af borgmester Kurt Holting i 1977.

I 1978 bliver autoforhandler K. Birk formand, hvor han bliver indtil bestyrelsen i 1985 vælger den nuværende formand, tidligere pantefoged Herluf Friis.

Ved Otto Sørensens død i 1964 var sparekassen efterhånden blevet et pengeinstitut, der rådede over mere end 5 mill. kr. i indlånskapital. Der var åben hver dag, og man kunne tilbyde kunderne alle en moderne sparekasses serviceydelser. Der var indført udlån på kassekredit, valutahandel, byggelån og meget andet.

Tilsynsrådet var derfor indstillet på, at en uddannet sparekassefunktionær skulle overdrages direktionen. Indtil stillingen kunne besættes konstitueredes sparekassens daværende bogholder, arkitekt Palle Christiansen til direktør. Han var ansat i 1955, tillige med lærer Poul Christensen, der virkede som kasserer indtil. april 1957, hvor fru Gerda Lind afløste ham. Fru Lind blev udnævnt til fuldmægtig i sparekassen i 1970, og virkede som sådan til sin død i 1987. Fru Lind blev 76 år.

Palle Christiansen var konstitueret direktør til august 1965. Bent Mølgård Madsen, der havde været direktør i Arden sparekasse, blev ansat i Langå Sparekasse den 1. april 1965 og udnævntes til administrerende direktør den 15. august samme år. Han bliver siddende som direktør indtil 1976 hvorefter direktørposten bliver overtaget af Poul Blicher Johnsen, Hurup, der bliver afløst af Peter Houmann, Virum i 1979. Nuværende ejendomsmægler Niels Christensen overtog direktørposten i 1985, hvorefter han efter eget ønske forlod Langå Sparekasse i 1988, hvor vores nuværende direktør Steen Nørgaard tog over.

Foden under eget bord
Sparekassen har haft til huse flere steder i Langå by. Fra rekonstruktionen i 1921 sad man til leje i ejendommen Bredgade 23. I 1935 flyttede man over på den anden side af gaden hos installatør E. Martens, Bredgade 18, der netop havde ladet ejendommen opføre bl.a. med lokaler indrettet til Sparekassen.

Efterhånden blev rummene for små, og tanken om, at Sparekassen skulle lade opføre egen bygning, modnes her. I 1965 erhvervede Sparekassen en grund på Bredgade 10, nederste del af Byparken, ejet af kommunen, og med facade direkte til hovedgaden.

Grundstenen blev nedlagt i sommeren 1965, og det hele stod færdig til indflytning den 9. januar 1966. Pris ca. kr. 300.000. De nye lokaler skabte gode forhold for både kunder og personale og resulterede i stor fremgang. I de første år kunne man udleje lokaleareal til bl.a. sygekasse og tandtekniker. I dag råder Sparekassen over hele bygningen, hvor en yderligere tilbygning senere har været nødvendig.


Den tidligere filial i Torup

Indtil 1920 var der i Torup fast ekspeditionstid, men ved rekonstruktionen indstilledes denne virksomhed. Først i 1960 begyndte man igen at holde ekspeditionstid. Der var åben i Torup forsamlingshus, hver mandag aften for alle forekommende ekspeditionsformer. Senere nedtrappede man aktiviteterne i Torup til en gang om måneden, for til sidst at ophøre i 1992.

Kommunesammenlægning, filial i Stevnstrup
Stevnstrup imellem Randers og Langå er et område, hvor udviklingen har taget voldsom fart i mange år. Der var ingen lokale pengeinstitutter udover Øster Velling pastorats Spare- og lånekasse, der havde åben en gang om måneden i skolen. Langå Sparekasse var opmærksom på, at en kommunesammenlægning ville blive aktuel ved en kommunal reform. Man indbød Øster Velling Sparekasse til en forhandling om samarbejde, men forudsætningerne for en nærmere tilknytning syntes på daværende tidspunkt ikke at være til stede. Tilsynsrådet besluttede derfor at oprette egen filial i Stevnstrup, og man vedtog at opføre en bygning indeholdende et sparekassekontor og en udlejningsforretning med tilhørende beboelse.

Bygningen stod færdig til indflytning og indvielse den 1. november 1967. Den første kunde i den nye afdeling var en meget ung Stevnstrup-dame, der oprettede en konto på kr.10,00. Sparekassen fordoblede straks indskuddet, så den unge dame kunne gå hjem med en ny sparekassebog på kr. 20,00.

Der var åben mandag, onsdag og fredag fra 9,30 til 12,30. Til bestyrer af filialen valgtes Palle Christiansen. Allerede året efter udvidedes åbningstiden til hver dag fra kl. 9,30 til 12,30. Randers Sparekasse (som nu hedder Sparekassen Kronjylland) byggede en filialbygning i Stevnstrup i året 1969, og begge filialer arbejdede selvstændigt i den nye Langå storkommune.

Filialen i Stevnstrup
Mange kunder stod noget uforstående overfor to sparekassers indbyrdes konkurrence i det forholdsvis lille område. De to sparekasser fandt derfor frem til en ordning, hvorefter man enedes om at åbne en fællesfilial i Randers Sparekasses bygning. Langå Sparekasses bygning blev lejet ud til andet formål, idet Randers Sparekasses bygning var bedst egnet til fælleskontor.

Senere trak Randers Sparekasse sig ud af denne ordning, hvorefter filialen i Stevnstrup alene har tilknytning til Langå Sparekasse.

En samarbejdspartner
For at sikre sparekassernes selvstændighed tog Danmarks Sparekasseforening i slutningen af 1948 initiativ til købet af egen bank. Valget faldt på det velestimerede og næsten hundredårige københavnske bankhus D. B. Adler & Co. Med sparekasserne som aktionærer blev ny aktiekapital skudt ind i banken i 1949, og samtidig ændredes navnet til Fællesbanken for Danmarks Sparekasser A/S.

Når det var nødvendigt for sparekasserne at etablere sin egen bank, hang det sammen med begrænsningerne i den daværende Lov om Sparekasser. Sparekasserne var iflg. denne lov ikke berettiget til at drive egentlig bankvirksomhed og måtte stort set begrænse sig til rene ind- og udlån – vel at mærke kun udlån mod uomtvistelig sikkerhed. Bl.a. derfor var hensættelser og tab nærmest et ukendt begreb for sparekasser.

Med stiftelsen af Fællesbanken blev det nu muligt for sparekasserne at tilbyde kunderne handel med værdipapirer, garantistillelser, vekseldiskonteringer og udlandsforretninger. I en længere årrække var Fællesbanken den største fondshandler på Københavns Fondsbørs.
Der skulle gå 25 år på denne måde, før ligestillingen blev indledt på bank- og sparekasseområdet. Den daværende Banklov og den daværende Sparekasselov blev i 1974 sammenskrevet til den nuværende Bank- og Sparekasselov og trådte i kraft 1. januar 1975. Resultatet var, at banker og sparekasser blev ligestillet på alle forretningsområder.
Prisen for ligestillingen var en fordobling af kravet til egenkapitalens størrelse – fra 4% til 8% af de samlede gælds- og garantiforpligtelser. Den eneste tilbageblevne forskel mellem banker og sparekasser var herefter ejerforholdet, hvor banker skulle være aktieselskaber, og sparekasser skulle være selvejende institutioner.

I slutningen af 1980erne blev der vedtaget en ny lov, der åbnede mulighed for, at sparekasserne kunne omdannes til aktieselskaber. Dette skulle dog ske via et holdingselskab.
Disse muligheder for selv at kunne udføre egentlige bankforretninger, herunder etablering af egne fonds- og udlandsafdelinger, benyttede nogle af de største sparekasser, herunder Bikuben og Sparekassen SDS. Da opbygningen af egen ekspertise for disse områder var en krævende opgave, søgte man efter en lettere adgang hertil.

Det vakte derfor stor opsigt, ikke mindst blandt sparekasserne, da pressen mandag morgen den 15. august 1983 kunne oplyse, at Bikuben og SDS som hovedaktionærer sammen havde besluttet at overtage Fællesbanken. Overtagelsen skulle ske ved, at Bikuben fik bankens udlandsafdeling, en del af fondsafdelingen samt en sjællandsk filial. SDS ville købe hele aktiekapitalen og herefter fusionere med banken. Hverken bankens medarbejdere, ledelse eller bestyrelse var informeret om planerne og var derfor utilbøjelige til at medvirke ved planens gennemførelse.

Månedlang krise
Dette blev begyndelsen til en månedlang krise i sparekassesektoren. Mødeaktiviteten var stor, før det den 1. december kunne oplyses, at det var lykkedes at opnå enighed med Bikuben og SDS om en løsning, der kunne bevare Fællesbanken. Planen om overtagelse af banken blev opgivet. I stedet for at opkøbe den resterende aktiekapital i banken, måtte Bikuben og SDS afhænde hovedparten af deres aktier til mindre og mellemstore sparekasser.

Sparekassesektorens Pensionskasse trådte til og købte ligeledes en aktiepost.
I aftalen indgik endvidere salg af bankens 5 filialer udenfor København, herunder Aalborg, Århus og Haderslev. Der var nu bragt ro om Fællesbanken, som herefter kunne fortsætte sine aktiviteter, dels som bank for de mindre og mellemstore sparekasser og dels som bank med eget københavnsk filialnet. De store sparekassers ønske om opbygning af egne specialistfunktioner betød naturligvis en faldende omsætning i Fællesbanken. For at udnytte denne ekstra kapacitet markedsførte banken sig som Københavns Ny Erhvervsbank med henblik på at få en større andel af det københavnske erhvervsliv som kunder.

Efter yderligere 4 år måtte banken konstatere, at forretningsgrundlaget fra sparekasserne var vigende. Dette var bl.a. et resultat af de mange fusioner blandt sparekasserne.
Samtidig var konkurrencen om erhvervskunderne blevet intensiveret i en grad, som gav et mærkbart fald i indtægterne og et voksende tab på udlån. Bankens kapital måtte herefter styrkes, men mulighederne for tilførsel fra de nuværende aktionærer var små, og vedtægterne åbnede ikke mulighed for kapitaltilførsel fra kredse uden for sparekassesektoren. Bankens bestyrelse måtte derfor i slutningen af 1987 indgå aftale med andre om overtagelse af banken. Aftalen sikrede, at bankens aktiviteter vendt mod de mindre og mellemstore sparekasser ville blive videreført.

I september 1991 blev der indgået aftale med landets største sparekasse på daværende tidspunkt – Bikuben. På denne måde endte en æra for sparekassesektoren. Meget er sket i mellemtiden, og også i pengeinstitutverdenen har mange i årenes løb måttet erkende, at etablering af egne specialistfunktioner er meget kostbare investeringer. Hvor det ved Fællesbankens etablering var en lovmæssig nødvendighed at købe specialistydelserne udefra, er netop dette i dag blevet et moderne ledelsesmæssigt princip. På moderne dansk hedder dette “outsourcing”. Eksempler herpå er blandt andet alle former for pengetransaktioner med udlandet samt handel med aktier og obligationer på fondsbørsen.

Skriv en kommentar